Vi er godt i gang med at blive gamle. Og der sker ting omkring os - og med os - som vi ikke har været opmærksomme på før.
Og vi opdager også at "gammel" og "død" er blevet fy-ord i det danske sprog.
Allerede før vi fylder 40 melder angsten for alderen sig.
Det vækker tanker og det stiller spørgsmål.
Det har vi lavet en forestilling om. Hvordan vil alderen møde os?
Bliver vi de bitre gamle, der er utilfredse med alt?
Eller de naragtigt ungdommelige?
Forsvinder vi ind i vores egen verden, borte mens vi endnu lever?
Trækker vi det lange strå og bliver de gamle, hvide i toppen og løse i kødet, uden at det forandrer noget? "Du får en alderdom som du har levet dit liv" siger et gammelt ord. Men er det rigtigt? Vores forestilling: " ... og snart skal man jo dø!" handler om en forretningsmand der mærker alderen og beslutter sig for at trække sig tilbage.
Han forærer alt hvad han ejer bort. Nu vil han leve af sin pension og sine arvingers respekt og kærlighed. "Man skulle ikke blive gammel, før man har fået forstand", siger Narren hos Shakespeare.
I ungdommen har vi så svært ved at forestille os at vi nogensinde selv bliver gamle.
Vi ser forfaldets tegn og ser til den anden side. Giver os ikke tid til at kikke ind bagved til en indre verden. Får ikke at vide om der er noget, vi kan have glæde af at kende? Vi ved ikke, om det liv der leves i en gammel krop er værd at leve.
Og alligevel – ér vi heldige – bliver vi alle gamle og skal lære at leve livet som sådan én.
En gammel veninde sagde: "Det mærkelige ved at blive gammel er, at folk kun ser min alder. Men jeg rummer jo alle mine aldre. Jeg er den lille pige, den unge nyforelskede kvinde, den modne med ansvaret . . . jeg er dem alle."
Et menneske rummer alle sine levede aldre. Men den alder der ligger foran os, kender vi ikke.
Hver gang vi skal bevæge os ind i et nyt livsafsnit, er det som at betræde ukendt land.
Den sidste alder er nok den sværeste at træde ind i: Alderdommen. Omgivet som den er af fordomme, afkald og dødens nærhed. Vigga Bro og Erik Moseholm | 
